Mies van der Rohe
Ludwig Mies van der Rohe (27. marts 1886 - 17. august 1969) tog sit navn i 1921, hvor han efter endt læretid hos den anerkendte arkitekt Peter Behrens havde etableret sig som en lovende arkitekt i Berlin. Efter første verdenskrig begyndte Mies van der Rohe at tage del i det avantgardistiske projekt om skabe en ny stil, der forsagede de traditionelle stilarter.
Med udgangspunkt i hans senere så berømte statement om at ”less is more” skabte han en række innovative arkitektoniske værker, der kulminerede i 1929 med den tyske pavillon til verdensudstillingen i Barcelona.
Såvel bygningen som møblerne deri forenede modernismens idealer om det frie rum og de rene linjer.
Møblerne blev designet til pavillonen som en del af udstillingen, da pavillonen ikke overlod nogen plads til yderligere udstillingsgenstande. Barcelona-stolen, som han skabte i samarbejde med indretningsarkitekten Lilly Reich, blev omgående en klassiker.
Ligesom Brno-stolen, designet til Tugendhat-huset i Brno i Tjekkiet, er Barcelona-stolen fremstillet i krom og læder, hvor kvalitetsmæssig tyngde og strukturel lethed går op i en højere enhed.
Mies van der Rohe hentede inspiration hos blandt andet den hollandske De Stijl-gruppe og den russiske konstruktivisme samt amerikanske modernisme som Frank Lloyd Wright.
Mies van der Rohe var den sidste leder af den berømte Bauhaus-skole, der ved nazisternes magtovertagelse blev tvunget til at lukke, da stilen og skolens kultur blev anset for at være ugermansk. I stedet søgte Mies van der Rohe, hvor han fra 1938 og frem til 1958 var ansat som professor ved Illinois Institute of Technology i Chicago. Det var under hans 30 år lange ophold i USA, at han skabte modernistiske milepæle som Seagram-bygningen (1958) i New York og Farnsworth House (1951).
